Det kræver ingen særlige forudsætninger at gribe AI’ens enorme potentiale

Fra 2008 til 2014 skabte den amerikanske kunster Craig Damrauer en serie af tekstbårne værker, der bar titlen ’New Math’.

Hvert værk er et regnestykke, der går fra det filosofiske (’Youth = Possibility/Wisdom’) til det humoristiske (’Pirate = Thief + Boat + Bandana – Leg’).

Et af værkerne løsrev sig imidlertid fra de andre og har det seneste årti floreret frit på nettet. Typisk uden nogen henvisning til Damrauer, men blot som et løsrevet statement, der både har vakt latter og eftertænksomhed – og startet diskussioner.

Der er tale om en kæk og alligevel ekstremt rammende opsummering af, hvad moderne kunst egentlig er for en størrelse:

’Modern art = I could do that + Yeah, but you didn’t’.

Damrauers værker, der vitterligt blot er sort tekst på en ensfarvet baggrund, er i sig selv en fantastisk demonstration af, hvor rigtigt dette regnestykke er.

Alle og enhver kunne rent teknisk have lavet de samme værker – men det var Damrauer, der fik idéen og faktisk førte den ud i livet.

Præcis ligesom det var Marcel Duchamp, der drejede en pissekumme 90 grader, tilføjede en signatur og dermed skabte sit verdensberømte værk, Fountain. Eller Marco Evaristti, der kom guldfisk i en række blendere og lod det være op til publikum, om fiskene skulle aflives.

Man kunne også nævne Andy Warhols ’Brillo Boxes’, Piero Manzonis lort på dåse eller Tom Friedmans ’1000 Hours of Staring’. Sidstnævnte er bare et blankt stykke papir, som Friedman har stirret på i tusind timer.

Det ville være nemt at blive ved, for eksemplerne på kunstværker, hvor selve idéen trumfer det tekniske talent, der er påkrævet for at skabe det givne værk, har vokset sig næsten uendeligt lang i løbet af det forgangne århundrede.

Når denne kække iagttagelse af moderne kunst er værd at beskæftige sig med her og nu, skyldes det, at en parallel mekanisme aktuelt er på spil – dog i en noget anden kontekst: Nemlig brugen af den kunstige intelligens i alverdens kreative sammenhænge.

Med den såkaldte ’generative AI’, der tillader alle og enhver at generere tekster, billeder og videoer – og videre til alt fra computerkoder til cocktailopskrifter – oplever vi på ny, at det ikke er det tekniske talent, der afgør, hvorvidt en idé er realiserbar.

Den moderne kunst har provokeret mange mennesker gennem tiden. Det gælder især de klassiske kunstmalere og kritikerne, der ivrigt har sablet den kunst ned, som ikke demonstrerede tilstrækkelige tekniske færdigheder – og selvfølgelig det publikum, der gang på gang har spurgt: “Skulle dét nu være kunst?”

På samme måde har de seneste par års revolutionerende og lettilgængelige AI-værktøjer udløst det ene ramaskrig efter det andet, ikke mindst inden for kunst- og kulturlivet og medieverdenen, hvor man på hver sin måde er dybt afhængig af den menneskelige kreativitets frie udfoldelse.

Den kunstige intelligens ses som en grundlæggende trussel mod autenticitet og troværdighed, uanset om vi snakker kunst eller journalistisk, og modstanden mod AI’s ukontrollerede udbredelse har været stor.

Tænk bare på den langvarige og på mange måder succesrige Hollywood-strejke, EU’s omfattende ’AI Act’ og de mange opråb fra dansk side – herunder de 32 kunstnere og kulturproducenters fælles kronik fra april, som blandt andet argumenterede for, at den danske lovgivning bør bevæge sig udover det, der er vedtaget på EU-niveau.

Det, der er særligt interessant at hæfte sig ved, er imidlertid, hvordan den så massive indledende modstand mod AI faktisk er begyndt at stilne af.

Det er næsten, som om vi i løbet af de sidste par år har vænnet os til tanken om, at kunstig intelligens jo alligevel kommer til at være allevegne – hvilket bekræftes af, at halvdelen af den danske befolkning ifølge en ny undersøgelse har prøvet kræfter med ChatGPT.

“Det tegner godt for fremtiden, hvor vi kun kan forvente, at AI kommer til at fylde mere og mere – såvel i folks dagligdag som i deres arbejdsliv,” udtalte digitaliseringsminister Marie Bjerre i den forbindelse.

Så hvis AI alligevel er kommet for at blive, og hvis både accepten og brugen af AI tilsvarende er på vej opad, hvorfor så ikke se, hvad man egentlig kan bruge den til?

Denne forandrede attitude er lige så stille ved at udløse en lavine af AI-baserede tiltag, kunstværker, oplevelser og forretningsmodeller. Men én ting vil frem for alt blive kendetegnende for de kommende måneder og år i AI-verdenen – og det er, at regnestykket i rigtig mange tilfælde kommer til at se sådan her ud: ’AI = I could do that + Yeah, but you didn’t’.

Ligesom den moderne kunst med tiden fik gallerierne og museerne til at åbne deres døre for helt nye kategorier af kunstnere, vil aktører, der baserer deres virke på kunstig intelligens, også i tiltagende grad blive inviteret indenfor i det gode selskab. Også selvom visse dele af kultur- og medieverdenen sikkert i lang tid fremover vil se lige så skævt til AI-genereret indhold, som et kunstmuseum i sin tid så skævt til Duchamps pissekumme.

Der er allerede mange eksempler at tage fat i, når det kommer til den tiltagende AI-omfavnelse, og der er skrevet meget om eksempelvis The Beatles og Grimes.

Herhjemme er der dog ét eksempel, der er særligt repræsentativt for, hvor vi befinder os netop nu: Museum Helsingør byhistoriske GPT. Det er en chatbot, der er trænet på 18.000 siders historisk materiale, og som gør det muligt for brugere at føre en samtale med den om Helsingørs 600 år lange historie.

Eksemplet er repræsentativt for den aktuelle udvikling af to primære grunde. For det første er der i praksis tale om en ret simpel udnyttelse af de mange AI-muligheder, der kan gøres brug af.

Siden november 2023 har man kunnet lave sine egne ’custom GPTs’ med ChatGPT, og det tog omkring fem minutter at lave en chatbot, der er ekspert i Anden Verdenskrig. Den er fodret med ti historiebøger i PDF-format, der var lige til at downloade – også inden for denne tidsramme.

Nu findes der en chatbot, der kan kloge sig om alt fra sovjetiske militærstrategier til detaljerede statistikker om arbejdende kvinders rolle under krigen.

Selvfølgelig er Helsingør-GPT’en blevet skræddersyet til sit specifikke formål, og den kan tilgås direkte på museets website.

Derudover er der uden tvivl også lagt en del mere arbejde i udvælgelsen af det materiale, den er fodret med. Men denne del af arbejdet – som er det, der gør den til noget helt særligt – har egentlig ikke noget med AI at gøre, for det er jo blot god kuratering foretaget af kyndige historikere.

For det andet høstede Museum Helsingør en imponerende mængde opmærksomhed, da de lancerede deres AI-tjeneste, og museumschef Sebastian Gyrst-Longsig Christensen var ualmindelig stolt:

“Da vi først havde fået ideen, syntes vi bare, at den var så god, at vi ikke kunne forstå, at andre ikke allerede havde fundet på det samme,” udtalte han til Kulturmonitor. “Der er bare noget over at være firstmover. Det er vi stolte af.”

Man forestiller sig nemt, at et væld af museer og andre kulturinstitutioner sidder med en følelse af: “We could have done that!”

Hvortil Museum Helsingør med god ret kunne svare: “Yeah, but you didn’t”.

Sådan kommer det til at blive, så længe generativ AI stadig er et forholdsvist nyt og spændende fænomen. Et kapløb om at inddrage teknologierne og kunne profilere sig på at være på forkant med udviklingen.

Det er et kapløb, som man kan deltage i, uanset om man egentlig tilbyder noget, der for alvor er banebrydende – eller snarere bare plukker de lavthængende frugter, fordi man ikke helt kan forstå, at andre ikke allerede har plukket dem.